Du må godt

og du kan godt

– plante nu

 

                                               Vi fejrer Havens Dag d. 13. september 2026

 
 

 

 

Plantevejr

Der behøver ikke være langt fra tanke til handling. Skal der flere hindbærbuske i bedet? Mangler der æbler til vinterens forråd? Er der for meget bar jord under buskene i bedet? Mangler der blomster til vasen – eller stedsegrønt til efterårets kranse og julens dekorationer?

Plant hvad du ønsker dig – og gerne her i sensommeren og efteråret, hvor jorden er fugtig og lun. Havens Dag er startskuddet på en ny plantesæson, men du kan faktisk plante det meste af året. Når blot jorden ikke er dybfrossen, og du kan få en spade i jorden, så er det muligt at berige din have med nye planter.

 

Kig forbi din gartner

Du kan se og føle planterne i havecentret. Opfyld din drøm om nye planter allerede i dag, når du efter en tur i dit lokale havecenter eller planteskole har fundet lige netop det, som passer til din have. Er du i tvivl, så spørg endelig – den faglige ekspertise er i faghandlen. Ingen spørgsmål er dårlige, for det er vigtigt, at du lykkes med dine planter i haven.

 

Nyd haven året rundt

Frisk luft og naturligt lys er vigtigt hele året. Måske er der ikke så mange gøremål i vinterens have, men det er stadig et værdifuldt rum. Alle generationer har stor nytte af at opdage, hvor mange forandringer en have går gennem. Er vinteren mild, vil de første forårsblomster allerede titte frem i januar. Kejserbuskens blomster dannes i efteråret og vil blomstre gennem hele vinteren. Insekterne putter sig under blade i bedene, og de små fugle sidder i den tætte hæk i ly for rovfuglene.

Tag børn og børnebørn i hånden og find frø fra blomster og træer. Lav et terrarie med insekter, så de kan nærstuderes, og plant nye frugtbuske, frugttræer, en hæk, roser, stauder, foråreløg, bunddækkende planter eller noget helt særligt, som i mange år frem kan skabe masser af haveglæde.

 

Plant ribsbuske nu og høst saftige bær næste sommer

 


Opdateret 9. marts 2026

Social medier: