”Gør din have frodig og øg biodiversiteten – plant om efteråret”
11. september 2022
Den frodige have hjælper biodiversiteten
Grønne blade, hvide stammer og blomster i et væld af glade farver. Er din have fyldt med træer, buske, bunddækkende planter, roser, stauder, krydderurter og løgblomster, så hjælper den med at øge biodiversiteten. Når du gennem årets 365 dage kan tilbyde insekter og dyr skjulesteder, mad og vand, så giver du naturen en hjælpende hånd. Plant derfor endnu flere planter og gør den dejlig frodig.
Nyttige fødeplanter
Nogle af havens planter er vigtige for insekter, når de skal yngle og frembringe den næste generation. Brændenældens blade er vigtig, når admiral sommerfuglen skal formere sig. Den voksne sommerfugl lægge sine æg direkte på bladene af fødeplanten (værtsplanten). Når ægget klækker æder larven sig stor. Hos nogle sommerfugle overvintrer larven, mens den hos andre bliver en puppe.
Nyttige nektar og pollenplanter
Havens Dag sætter i år fokus på en lang række planter, som er gode til insekterne. Gennem årstiderne vil planterne bidrage med livsvigtig føde til insekterne. Pollen og nektar fra blomster og græsser gør en kæmpe forskel, når bestanden skal bestå og øges. De fleste blomster danner nektar, men der er forskel på, hvor gode nektarkilder de er.
Til Havens Dag d. 2. søndag i september vil du få nyttig information om de mange planter. Jo flere fra listen du planter, des bedre vil det gå for bestanden af insekter – og dermed biodiversiteten.
Biodiversitet handler ikke kun om insekter
Artsrigdom indenfor planter og dyr er med til at sikre vores biodiversitet og dermed også medvirkende til, at klimaet stabiliseres. Vi kan ikke undvære mangfoldigheden, for når arter forsvinder, forskydes den biologiske balance og så risikerer vi, at generalisterne bliver de stærkeste og overtager de tomme levesteder. Generalisterne kan på sigt gå hen og blive til deciderede plager – der vil ikke være nogle naturlige fjender, der holder dem nede.
Når der i din have er en stor artsrigdom af træer, buske, grøntsager, bærbuske, frugttræer, stauder , roser, krydderurter og sommerblomster, vil der helt naturligt være mange forskellige insekter og små dyr. Havens fugle søger ly i buske og træer, insekterne formerer sig og ernærer sig med pollen og nektar, og sørger du for, at der er vand i din have, så vil mange af dyrene kunne drikke, når de har brug for det.
Svirreflue henter nektar i en lavendelbusk
Opdateret 24. februar 2022