Haven som åndehul

Havecentre over hele landet afholder Havens Dag 2009 med fokus på havens afstressende muligheder i en travl hverdag.

 
Er der noget så skønt som duften af nyklippet græs, blomster og krydderurter samt lydene af summende insekter? For ikke at tale om vinden, der fejer henover staudebedet og giver fred og ro i vores hjerner.

Alle haveejere ved, at haven er et behageligt sted at opholde sig. Og dem, som ikke er i besiddelse af en have, sætter som oftest pris på grønne områder og blomsterrige tilplantninger i gader og stræder.

Når brancheforeningen Danske Havecentre afholder Havens Dag i landets førende havecentre søndag den 13. september, er temaet ”Haven som åndehul”.


havens-dag-2009-12_smallFamiliens frirum
Hverdagen for både børn og voksne er som oftest præget af, at de skal indgå i et team og være en del af en arbejdsplads eller skoleklasse. Fritiden er ofte fyldt med gode aktiviteter, men også her er der regler for, hvordan man opfører sig på fodboldholdet, i skolens bestyrelse, på golfbanen eller i sangkoret.

Det er først, når man kommer hjem og lukker havelågen, at græsplænen kan indtages og det reelle frirum opleves – uden regler og sociale hensyn. Haven er nemlig familiens private sted, hvor vi kan gøre, hvad vi vil, dog med behørig respekt for naboerne.

I haven er der muligheder for at lave vandkamp en varm sommerdag, bage snobrød over bålet, gå på opdagelse efter insekter, samle på forskellige georginer, plante en ny række hindbær, klippe en buksbom i sjove former, grave kartofler op, så små frø til fremspiring i drivhuset, høste salat til aftensmaden, dyrke masser af tomater i drivhuset eller plukke smukke og farverige blomsterbuketter. Grillmad i haven, et spil kroket eller opsætning af hjemmelavede fuglehuse i træerne er også nogle af de mange aktiviteter, som haven byder på.


Rensende planter

For langt de fleste mennesker er grønne planter en selvfølge, men de har faktisk en livsvigtig værdi for os. Uden dem ville jorden slet ikke kunne bebos. De er, sammen med træerne med til at holde luften ren – ikke mindst i byerne, hvor mængden af små partikler er høj.

havens-dag-2009-11_smallPlanternes optagelse af vand hjælper ikke blot på den synlige effekt af, at vandet forsvinder. De er også med til at øge luftens fugtighed og gør den mere behagelig at trives i. Træerne hjælper med til at give læ for vinden, hvilket sparer os for energi til opvarmning. Og udover den nyttige binding af CO2, har planterne en æstetisk og forskønnende virkning.

I Danmark er der tradition for at plante skove, og skovarealet øges årligt med ca. 2000 ha ny skov. Der plantes 400 træer pr. ha, som binder 9 tons CO2 pr. år. For at haveejerne kan være med til at øge CO2 bindingen, skal der plantes træer, der har en levetid på mindst 30-40 år.

I Danmark er der ca. 1,8 mio. husstande med have eller fritidsgrunde. Dersom der plantes mellem fire og fem træer på den enkelte matrikel, øges ”skovarealet” på landsbasis med ca. 2000 ha. Og de danske haveejere er på den måde med til at oplagre CO2 på deres egne arealer og skabe et renere miljø, forlyder det fra brancheforeningen Danske Havecentre, som traditionen tro afholder Havens Dag den anden søndag i september

Yderligere oplysninger fås hos Per Boisen Andersen, Danske Havecentre på telefon: 66 17 44 89 eller e-mail: post@danskehavecentre.dk Se også: www.danskehavecentre.dk

 

Billedtekst:
Danske Havecentre over hele landet afholder Havens Dag den 13. september. 

 

Faktaboks:
I bynære områder er der problemer med støv fra naturen (jord, pollen, svampe, bakterier m.m.) og fra mennesker (industri, biler, affaldsforbrænding m.m.). Forureningen af kvælstof-ilter (NO + NO2 ), der er luftbårne, stammer bl.a. fra forbrænding af affald og fossile brændstoffer.

Disse ilter er giftige og optages i blodbanerne, hvor de kan være kræftfremkaldende. Også ozon, især i sommermånederne, er et problem, som er stigende. Grænseværdien for NO + NO2 er tæt på at blive overskredet i mange større byer.

Planter er en vigtig faktor, når det gælder om at rense luften for disse uønskede partikler og molekyler. Gennem de seneste 10 år har flere forskere undersøgt planters måde at rense luften på.

I tabellen ses nogle af de mest effektive og luftrensende planter.

Plantenavn
Finstøv        
Kvælstof-ilter
Ozon        
 Benved          ♥  ♥♥♥  ♥♥♥
 Efeu             ♥♥  ♥   ♥
 Potentil   ♥♥  ♥♥  ♥♥
 Roser     ♥♥  ♥♥  ♥♥
 Ildtorn     ♥♥  ♥♥  ♥♥♥
 Bøgehæk    ♥♥  ♥♥♥  ♥♥♥
 Ligusterhæk      ♥♥  ♥♥♥  ♥♥♥
 Taks     ♥♥♥  ♥  ♥
 Skovfyr     ♥♥♥  ♥  ♥
 Tempeltræ     ♥  ♥♥♥  ♥♥♥
 Spidsløn     ♥  ♥♥♥  ♥♥♥
 Hængebirk    ♥♥  ♥♥♥  ♥♥♥
 Æble    ♥♥  ♥♥♥  ♥♥♥
 Kirsebær    ♥♥  ♥♥♥  ♥♥♥
 Eg     ♥  ♥♥♥  ♥♥♥
 Lind     ♥♥  ♥♥♥  ♥♥♥

 
♥ = mindre effekt
♥♥ = mellemgod effekt
♥♥♥ = mest effektiv

Kilde: Dr. Ir. J. A. Hiemstra, Ir. E. Schoenmaker-van der Bijl, Drs. A. E. G. Tonneijck (2007)